Træer blev slagtet som aldrig skulle have været slagtet.
Og maskinerne blev mere og mere avanceret.
Man kan forestille sig den mudder lavine der kan komme efter sådan en glat barbering.
Der var både bare pletter og flotte genplantede områder, og bjergtinder hvor der var bare hvide stent sten. Andre år havde der nok været hvid sne. Det var første gang vi var tæt på ramperne som træstammerne væltes ned på, for at komme ned i vandet.
Og det var denne del af industrien vi pludselig var vidne til, fra første række.
Videoen uploades senere når der er bedre net forbindelse.
En dinghy/foto opdagelsestur til både de nye ramper og en gammel forladt rampe.
Det var endnu en perle på Isabel Bay. Sjældent at se både den fantastiske udsigt af bjerge samtidig med at få læ fra vind, strømme og bølger. Men det fandt vi på Isabel Bay. Dagen før var der ikke succes med at grave Efter clams. John, som vi mødte i Lagoon Cove, havde fortalt at der kunne vi finde de bedste på hele vestkysten. Det kan også godt være. Men vi kunne bare ikke finde dem! Det måtte være fordi vi ikke var der ved rigtig lavvande. Så vi ventede til 11:11 (60 cm. Over det laveste) og tog afsted, men fandt kunne få af de store. De var ret nemme at finde fordi de sprøjtede ca. En meter i luften. Afsløret! Og så skulle vi bare grave. Men flere blev det ikke rigtig til. Vi havde mere held ved Mansons Landing. Måske var det redskabet der var problemet? En have klo? Skulle det ikke være godt nok? Vi prøver med en skovl næste gang.
Vi gik en tur på Polly Island, en lille kajak Camp ø. Der var fine stier, bålsteder, et bord. Alt fabrikeret af drivtømmeret som var skyllet ind på klipperne. Udsigter hele vejen rundt, så skønt. Lige meget hvor man kiggede var der bare så flot.
Videre til Theodosia Inlet. En meget smal passage ind gennem lavt vand. Piloten eller retter kaptajnen stoler på sine instrumenter, og derfor kunne vi se at der bør være vand nok. 2,4 meter vand er rigeligt når båden stikker 1,7. Mange andre tør ikke at sejle ind i den smukke fjord, bare at se små tal på søkortet gør dem bange. Så da vi kom deri de var der kun en anden sejlbåd, udover os. Fantastisk sted.
British Columbia er 95% ejet af the Crown. Der er kun en brøkdel der er ejet af private. Men staten leaser rettighederne til at dyrke skovdrift på nogle af disse områder. Og Theodosia Inlet har været leaset fornyligt til nedfældning af træer, og udskibning af samme. Det er disse ar i landskabet som jeg har omtalt tidligere. Skovdriften har fået en teknologi som er effektiv og barskt i forhold til tidligere. Arbejdsforhold er nok blevet mere sikre. De ansatte har nok fået mere uddannelse og løn. Men det er stadig en af landets farligste industrier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar