Toba Wildernest Lodge

Smukke farver og former.

Turen up til toba inlet viewpoint.

Barb. Der plejer ar være massive vandmængder i vandfaldet her.

Melanie Cove til Toba Inlet

Oh what a beautiful morning i Melanie Cove. Vejret havde i den grad trodset vejrudsigten, så morgenkaffe, kvindebadning og havodderbetragtning foregik i strålende sol uden vind. Off med stern tie og op med anker og afsted på fladt vand i den brede Homfray Channel med 600 meter under kølen og uendelig højt til loftet. Smukke, høje venlige bjergsider, der græmmedes over de skæmmende ar efter tømmerfældning, som vi kun kunne beklage - som prisen for produktion af møbler og huse uden ordentlig regulering (Arbejdstilsynet stak hovedet frem!). Store havdyr så vi måske også, ihvertfald sæler...
En uforglemmelig smuk og perfekt sejlads gennem Homfray Channel, som bibliotekaren omhyggeligt har arkiveret på de indre hylder.
Et vandfald, vi skulle have besøgt undervejs, var hurtigt overset, da det var fald uden vand, så vi nåede tidligt frem til næste mål = Toba Wildernest Marina & Resort, hvor vi efter nogen forhandling med bestyrer Kyle og forhaling fortøjede med fin udsigt til Pryce Channel. Vi vandrede af et lokalt trail til vandfaldet, der normalt forsyner dette sted med både vand og elektricitet fra indlagte turbiner. Den generelle mangel på nedbør i området gør dog, at elektriciteten p.t. leveres af en dieselgenerator. Men op til vandfaldet kom vi da, og den stærkt reducerede vandføring gjorde, at vi kunne komme meget tæt på klippeformationerne, der både er grundlag for og samtidig er formet af "den hvide olie". Det noget rustikke anlæg til at udnytte vandets fald mod havet hører efter en umiddelbar vurdering til i den mere spektakulære og lokal entreprenante afdeling - var nok ikke gået i DK - ihvertfald indtil nu - men nye tider kan jo være på vej. Efter vandfaldet havde kaptajnen og 2. letmatros mod på mere og kæmpede sig op til et viewpoint, hvor udsigten med kaptajn blev behørigt dokumenteret, mens Barb og Dorte fornøjede sig på båden.
Efter bad, happy-hour og vildtvoksende tale spiste vi de sidste østers og muslinger, der fortsat bliver ved med at imponere med deres størrelse. Om de er vokset under deres livs rejse med os pga vores jævnlige vanding vides ikke, men nu er det ihvertfald slut, suk.
Da vi skal tidligt afsted i morgen, er vi gået til ro i uvant tid, men holdes dog vågne lidt endnu med at kæmpe med myg, der inden for de sidste par timer har kastet sig over netop Toba. Den eneste afhængige på båden mener af samme grund, at lokalitetens navn lider af mangel på et k, da dette i passende mængder nok kunne holde de små snabelsugere borte.