Alert Bay Brougtons Echo Kwatsi

Efter Alert Bay
Efter den lidt triste oplevelse i Alert Bay, lå vi en nat for anchor i Dusky Bay på Bonwick Island – Her lå vi helt alene, vi roede en tur i kajakerne, så nysgerrigt på de nysgerige sæler, så solen gå smukt ned, grillede turenes første hamburger, iagttog ørnen som kiggede på alt, og fiskede, vi så tidevandet komme ind, og lige så stille trække sig igen. Stjernene blinkede. Her var eventyrligt.

Echo Bay – to nætter (mere lidt senere).

Kwatsi Bay ved Anka og Max http://www.kwatsibay.com/ 
Skøn lille havn med plads til 12 både, 13 vandfald om vinteren, men i år er der INGEN VAND her eller andre steder på kysten. Skistederne på Vancouver Island og the Mainland havde katastrofale sæsoner, de var kun åbne i et par uger i stedet for flere måneder. Sneen er smeltet fra mange af bjergerne allerede i juni måned, hvor det plejer at ligge til august. Der er mange for hvem denne vandmangel bliver et stort problem. Efter en nat der, med Potluck Happy Hour, skulle vi til Simoon Sound og ligge for anker - det troede vi. Vi sejlede forbi en kæmpe flok delfiner. Vi slukkede motoren. Beundrede disse glade, legende dyr og skulle tænde motoren. men den var helt stille. Intet lyd fra startmotoren. En af vores "venner", Jim, en ældre farmaceut fra Seattle, som havde mødt os under vores bugsering ud af Blind Channel, havde hørt over radioen at der var noget galt, og tilbød at trække os til Echo Bay. 12 sømil. Vi tog pænt imod, og anede ikke om problemet kunne løses her eller om vi også skulle de næste 26 sømil til Port McNeil. Heldigvis kom havnefogeden i Echo Bay ”ONKEL MIKE” og tog et par stykker værktøj med til SummerWine. Og en halv time senere, og lidt trækken og skubben på ledninger på et godt gemt startmotor, så kunne Summer Wine starte. Heldigvis. Kaptajnen vil gerne være sikkert på at det ikke sker igen, så vi smutter lige de 26 sømil (52 km) ind til Port McNeil i morgen og sikrer os at alt er ok. Båden SKAL bare kunne starte. Og vores første dansk passager Kirsten kommer på mandag. Nu gider vi ikke flere problemer med båden….!!!

Lacy Falls - omdøbt til LaZy falls - der var næsten ikke vand i.

Lidt mere om the Broughtons - 
et område vi nu sejler i for første gang, på den nordlige dele af området mellem Vancouver Island og fastlandet. Ikke så mange andre både på vandet, små familiedrevne ”havne” eller ”ressorts” som de hedder. De har typisk været her i en menneskealder. Mor, far, og børn som nu er fløjet fra reden. Desværre også ægtefæller der er døde. Skolen har været ”correspondance skole” hvor børnene får opgaver tilsendt fra centralt sted, tidligere med posten, nu over nettet. Men internettet – det er en meget vanskelig ting her. Bjergene er høje og der er knap signal. Og det er hamrende dyrt at skaffe og vedligeholde. Så derfor har vi været så stille. Fra Port Neville (drevet af en danske familie gennem 5 generationer) som posthus og forretning gennem alle årene hvor the Union Steamship https://en.wikipedia.org/wiki/Union_Steamship_Company_of_British_Columbia kom en gang hver fjortende dag, afleverede og hentede varer og post, og holdt liv i mange af de små bitte havne op af kysten.

Skibet var den store forbindelsesled til omverdenen. Stederne er opbygget i træet fra de enorme skove der har været industrien som skabte landet. Det tiltrak og fastholdt skovarbejdere, penge, og sekundær industri. The ”logging industri” har mærket landskabet. For mange år siden blev bjergsiderne barberet for alt – stort og småt, med de voldsomme konsekvenser. Det efterlod grimme ar i landskabet.

Træerne og anden vegetation havde dannet et netværk af rødder som fastholdt jorden på de mange stejle klipper som var stødt op fra stillehavet fra mange millioner år siden. Nu, uden rodnettet, uden træerne, skete der store jordskred. Vi ser disse ”jordfloder” i dag når vi sejler gennem de smukke fjorde og bugter, som leder os fra den ene smukke ø til den næste. Så meget er bygget i dette cedar træ – det starter med at være en gyden brun, bliver efterhånden sølvfarvede og ældes så smukt. Disse ”havne”, skal vi på forhånd reservere plads til, de mindst med plads til 8-10 både, andre med plads til måske 50. Til sammenligning er der nok plads på Tunø til 200, og under festivalen mange flere. I de små havne er hygge lig med happy hour. Alle er venlige, spørger til hvor man er fra, hvor vi sejler til, og vores danske bådbytte er en spændende fortælling for mange. Vi har mødt folk fra mange dele af Canada, New Brunswick, Den nordlige Ontario, Vancouver, og i går aftes 5 både som sejlede udefra vores egen båds hjemmehavn ”Schooner Cove”.

En flok Herlige mennesker, og hyggeligt at mødes over et glas vin og potluck happy hour, hvor alle tager lidt med. Potluck, Pierres Echo Bay Vi var til potluck i Pierres Echo Bay, PIGROAST, så vi sendt mange kærlige tanker hjem til Kysing. Denne ret lille gris (gæt 40 kilo) blev stegt hele dagen i en kæmpe roterende grill. Potluck er et ordspil på den indiansk Potlatch, som jeg omtalt i et tidligere indlæg fra Alert Bay.

PotLUCK er ”grydeHELD” en sammenskudsgilde UDEN koordinering. Og sjovt nok, kommer der lidt af alt. Fra fiskfangede jomfuhummer, bønnesalater, pasta retter, hvidkålssalater, alle mulige salater (vi havde Grethe og Ulriks marinerede gulerodssalat med, den blev spist op), chips og dip, brownies til dessert – sjovt uden koordinering at hele måltids spektret blev dækket. Et flot bord og alle blev meget mæt. Svend fik endda opfyldt dit sprødt svær behov, for ingen her spiser ”crackling”, sværdet som havde været svøbt om grisen for at holde den saftig. Den blev godkendt af Svend, selvom han måtte prøvesmage flere gange.

Området ”The Broughtons” har meget at byde på. Naturen er der hele tiden, med den ene bjertagende panorama efter den anden. Naturhavne hvor vi kan ligge for anker, og disse andre familiehavne, som emmer af historie og kultur. Ved Echo Bay besøgte vi Billy Proctors museum, http://pierresbay.com/things-to-do/billys-museum/manden er 80 og han har altid boet her i the Broughtons, og samlet ”junk” fra strandene, forladte hytter i området. Der har været en lille skole, som stod i skærende kontrast til den residential skole jeg skrev om fra Alert Bay. Her kom børn fra de omkringliggende familier, nogle børn kom selv sejlende dertil, andre blev hentet.

Skolerummet er nu en del af Billys museum, med skolebøger, karakterblad, breve fra nogle af de gamle elever. Rørende at læse om hvor meget den lille skole og dens lærer har betydet for eleverne.

Skolen blev ned lukket på grund af det faldende elevtal. Om vinteren bor der 9 mennesker her, om sommeren er der mange turister, en del bor på "Floathomes" hele sommeren. En dejlig ånd gennemsyrer det hele. Lidt bofællesskabs-agtig.

The Broughtons lever ikke som det gjorde i gamle dage, hvor fiskeri og logging træindustri kunne . sagtens holde liv i en familie. Nu er alt blevet så stort, centralstyret af de store selskaber, og den lille selvstændige entrepreneur er børstet til side. Staten ønsker ikke at flere skal flytte ud til disse floating homes, da det er for dyrt særligt for sundhedssystemet. Tidligere kunne man lease en lille plet af kystområdet, og bygge sådan en floating home, Fundamentet var nogle af de kæmpe træstammer som ”bare” blev hentet fra skoven. Man disse lease er svære at få nu. Vi ser mange af dem, disse forladt drømme. En gang har der været en familie. Nogen har drømt om det, bygget det, elsket i det, og nok også skændes i disse små bitte hjem omgivet af de kæmpe bjerge. Børn er blevet født der, har vokset op. De har levet af fisk og alt det andet som naturen kunne byde på. Og de er blevet gamle, de kunne ikke mere. Og disse forladte hjem er gået til, langsomt ædt op af naturen selv. Mos, græs overtager dem. Langsomt vender de tilbage til havet. Billy henter måske først lidt til sit museum.
Ind i mellem ser vi luksus floating homes, som bliver transporteret fra det ene til det andet sted.
En fristende ide. Vi mødte denne undervejs.

Den smukke natur er vores følgesvend og vi bliver til stadighed benovet.  Her udsigten op ad Tribune Channel på vej fra Echo Bay til Kwatsi Bay.

Generelt om billeder og adgang til nettet.
I alle disse små familiehavne er der meget lidt WIFI – vi bliver bedt om ikke at download eller uploade billeder, så jeg må begrænse mig. Nogen steder er der net - men jeg kan ikke komme på. Så vi må nøjes, og sende når vi kan.
Knus og KH B og kaptajn S.