Forskellen mellem højvande og lavvande

Samme sted dagen efter.

Lagunen er tom. Om få timer fyldes den igen.

Fantastisk!

Isabel til Mansons landing

Her en smuk mulighed ved Twin Islands men kaptajnen var ikke tilfreds med dønningerne som de store både  på vej ind til Cortes Bay skabte. Vi drog videre.

Udsigterne er så fantastiske at man kan bare sidde og fordøje dem dagen lang. Ufattelig smukt.

Vi måtte prøve om "Kirstens snabel muslinger" var gode. Der var ikke mere 'plunk vin' så det blev med øl og pepperoni. Det smagte ganske lækkert. Selvom kaptajnen mumler.
Fuldmånen stod op. Den er skyld i de endnu større tidevandsforskelle. Det er skyld i at der er endnu mere strøm på vej ind og ud af lagunen. Og det er grunden til at det er endnu sjovere at lege.

God nat efter endnu en dag med så mange indtryk at jeg tænker at billeder kan ikke gøre det.
Selvom jeg tager en milliard billeder kan de ikke fange den storslåede natur der er her.
Men smagsprøver. Det kan jeg måske videregive Væsrgo. Kh og god nat b



Farvel til familie for at lægge os i position til næste hold fra Danmark. Kaj og Lone kommer i morgen. Pladsen er reserveret ved Heriot Bay. Indkøbslisten er klar.
Vi sagde farvel KL 9 efter en dukkert ved Polly Island.
Og ledte efter ankersteder.

Theodosia Isabel Polly familie.

Grillmad og 'plunk vin' fra karton er ikke at foragte.

Den smukke lille Polly Island i Isabel Bay. Med theodosia inlet i baggrunden.

Tidlig i seng og op tidlig giver fine solopgange gennem bådens lidt beskidte ruder.

Tak. Hvor er vi heldige. Der er meget ustabil internet forbindelse her. Ind i mellem er vinden kontakt i et par dage. Så pludselig kommer der mails. Vi havde det frem til en stille aften i theodosia. Så kom en mail ind fra storebror Erik at nu lå de i Isabel Bay, kun få sømil fra os.
Barb hoppede op og nede af glæde. Svend sagde at nu havde vi glædet os til nogle stille dage.
Hmmm. Efter en lille forhandling trak vi krogen op og listede gennem passagen til min storebror Erik, hans datter Lena, manden Derrick, barnebarn Riley. Desværre er Kathi under rehabilitering efter en fald på båden hvor hun brækkede en knogle i foden. Øv en skam. Den første ferie på deres nye båd.

Dejligt med familie. Tak til Svend.
Min skønne niece Lene med første barnebarn Riley. Interessant. De skal selv ansætte en nanny. Til over 13.500 dkr om måned. Hvor har vi det godt i Danmark.

Alenedage men men. ..

Træer blev slagtet som aldrig skulle have været slagtet.

Og maskinerne blev mere og mere avanceret.

Man kan forestille sig den mudder lavine der kan komme efter sådan en glat barbering.

Der var både bare pletter og flotte genplantede områder, og bjergtinder hvor der var bare hvide stent sten. Andre år havde der nok været hvid sne. Det var første gang vi var tæt på ramperne som træstammerne væltes ned på, for at komme ned i vandet.

Og det var denne del af industrien vi pludselig var vidne til, fra første række.
Videoen uploades senere når der er bedre net forbindelse.

En dinghy/foto opdagelsestur til både de nye ramper og en gammel forladt rampe.

Det var endnu en perle på Isabel Bay. Sjældent at se både den fantastiske udsigt af bjerge samtidig med at få læ fra vind, strømme og bølger. Men det fandt vi på Isabel Bay. Dagen før var der ikke succes med at grave Efter clams. John, som vi mødte i Lagoon Cove, havde fortalt at der kunne vi finde de bedste på hele vestkysten. Det kan også godt være. Men vi kunne bare ikke finde dem! Det måtte være fordi vi ikke var der ved rigtig lavvande. Så vi ventede til 11:11 (60 cm. Over det laveste) og tog afsted, men fandt kunne få af de store. De var ret nemme at finde fordi de sprøjtede ca. En meter i luften. Afsløret! Og så skulle vi bare grave. Men flere blev det ikke rigtig til. Vi havde mere held ved Mansons Landing. Måske var det redskabet der var problemet? En have klo? Skulle det ikke være godt nok? Vi prøver med en skovl næste gang.

Vi gik en tur på Polly Island, en lille kajak Camp ø. Der var fine stier, bålsteder, et bord. Alt fabrikeret af drivtømmeret som var skyllet ind på klipperne. Udsigter hele vejen rundt, så skønt. Lige meget hvor man kiggede var der bare så flot.

Videre til Theodosia Inlet. En meget smal passage ind gennem lavt vand. Piloten eller retter kaptajnen stoler på sine instrumenter, og derfor kunne vi se at der bør være vand nok. 2,4 meter vand er rigeligt når båden stikker 1,7. Mange andre tør ikke at sejle ind i den smukke fjord, bare at se små tal på søkortet gør dem bange. Så da vi kom deri de var der kun en anden sejlbåd, udover os. Fantastisk sted.

British Columbia er 95% ejet af the Crown. Der er kun en brøkdel der er ejet af private. Men staten leaser rettighederne til at dyrke skovdrift på nogle af disse områder. Og Theodosia Inlet har været leaset fornyligt til nedfældning af træer, og udskibning af samme. Det er disse ar i landskabet som jeg har omtalt tidligere. Skovdriften har fået en teknologi som er effektiv og barskt i forhold til tidligere. Arbejdsforhold er nok blevet mere sikre. De ansatte har nok fået mere uddannelse og løn. Men det er stadig en af landets farligste industrier.

27 juli Heriot Bay til Mansons og Isabel Bay

Efter at have taget afsked med Dorte og HC blev kursen....igen sat mod Mansons Landing. Dette pragtfulde sted kan ikke besøges for ofte. Eftersom vi ikke nåede low tide måtte vi ned i køleskabet for at finde aftensmaden! Skaldyrene fik en kort levetidsforlængelse.

28.juli Mansons til Isabel Bay

Tidligere på vores tur var vi blevet opfordret til at besøge Isabel Bay i Desolation Sound Marinepark. Her var iflg en canadier op til 5 forskellige slags muslinger og som skulle være de bedste i Canada !!!!
Vel ankommet til dette smukke sted blev ankeret sat og vi kiggede ind i bunden af lagunen for at finde disse skaldyr. Vi var desværre lidt sent ift.tidevandet hvorfor resultatet var noget magert. Vejret har nu i et stykke tid vist sig fra sin bedste side. Skyfrit og ca. 25 grader med kun let til ingen vind. Maksimum temperatur i cockpittet er målt til 38 grader!!!!! ...hvilket gør en regelmæssig afkøling i vandet nødvendig.

Aftenstemning ved Mansons Landing 27.juli

Farvel Dorte og Hans Christian

Tak for en dejlig tid sammen. God rejse videre.

Toba til Octopus og Rebecca

 Efter en noget myggeplaget nat vågnede vi til en anderledes morgen med dækket himmel ved Pryce Channel og drog tidligt - for et par af besætningen - da kaptajnen havde beregnet et godt tidspunkt for passage af tidevandet i "Hole in the Wall". Sejladsen frem mindede på en måde om sejlads i grønlandske farvande med stor tidevandsforskel og opmærksomt udkig efter sortis, der her er flydende lumske tømmerstokke. Her er dog de mange store træklædte bjergsider, der gør fjeldene mere bløde og organiske - sælerne er her dog i lige store antal. Et par byger i ny og næ gjorde den håbefulde spejdende efter bjørne, der skulle have trodset udgangsforbuddet mellem 10 og 16, vanskelig, men samtidigt betydeligt mere resultatrig (dokumentation kan dog ikke gives). Vel ankommet til Octopus Islands udførte alle en Stern tie fortøjning til kaptajnens udtalte tilfredshed, så gasterne kunne endnu en gang tørre sveden af panderne, da den overhængende kølhaling blev udsat endnu en gang. Det fortsat ustadige vejr indbød til læsning og strikkesydsler - for enkelte blev litteraturen så tung at hovedet med lukkede øjne blev havn for bogen. Lækker Salcitia med Collslaw og vine ad libitum afsluttede en regnfuld aften, hvor det dog trøstede, at "Summer Wine" blev afsaltet.

På ny en lidt dunkel og fugtig morgen blev forsødet af solid morgenmad med pandekager og Maple Sirup. En fælles fordømmelse af naboens "verdens grimmeste båd" var vores afgangsord fra den lille bugt med den gode fortøjning, og afsted gik det med endnu en nøje forudberegnet tid for passage af sidste rappid narrow mod det civiliserede område ved Rebecca Spit, hvor vi ankrede op nær kysten aldeles omkranset af drivtømmer i alle former og størrelser, hvilket vi tre ikke kaptajner tog i øjesyn og fotograferede under en dejlig tur på land, mens kaptajnen holdt "ankervagt". Påny satte regnen ind, hvilket ikke forhindrede en kulinarisk burgeraften under forsejlet. Atter en god snak om verdens fortrædeligheder og fortræffeligheder før vi tørnede ind til akkompagnement af regnens trommen. De gamle spejdere blandt besætningen genoplivede den lunende fornemmelse af fostertilstand i telte under nattens regn - godnat.

Billeder Desolation Sound med Dorte og HC

KLIK HER for En smagsprøve af den dejlige tid sammen i Desolation Sound.
Heriot Bay
Mansons Landing
Squirrel Cove
Refuge Cove
Tenedos Bay
Melanie Cove
Toba Wildernest Lodge
Octopus Islands
Rebecca Spit
Heriot Bay

Der kom regnen

Men her til morgen er der smukt igen.

Fra Toba Wildernest lodge til Octopus Islands. Det startede med sol og endt med regn.

Morgenstemning med stern tie i Octopus Island

Toba Wildernest Lodge

Smukke farver og former.

Turen up til toba inlet viewpoint.

Barb. Der plejer ar være massive vandmængder i vandfaldet her.

Melanie Cove til Toba Inlet

Oh what a beautiful morning i Melanie Cove. Vejret havde i den grad trodset vejrudsigten, så morgenkaffe, kvindebadning og havodderbetragtning foregik i strålende sol uden vind. Off med stern tie og op med anker og afsted på fladt vand i den brede Homfray Channel med 600 meter under kølen og uendelig højt til loftet. Smukke, høje venlige bjergsider, der græmmedes over de skæmmende ar efter tømmerfældning, som vi kun kunne beklage - som prisen for produktion af møbler og huse uden ordentlig regulering (Arbejdstilsynet stak hovedet frem!). Store havdyr så vi måske også, ihvertfald sæler...
En uforglemmelig smuk og perfekt sejlads gennem Homfray Channel, som bibliotekaren omhyggeligt har arkiveret på de indre hylder.
Et vandfald, vi skulle have besøgt undervejs, var hurtigt overset, da det var fald uden vand, så vi nåede tidligt frem til næste mål = Toba Wildernest Marina & Resort, hvor vi efter nogen forhandling med bestyrer Kyle og forhaling fortøjede med fin udsigt til Pryce Channel. Vi vandrede af et lokalt trail til vandfaldet, der normalt forsyner dette sted med både vand og elektricitet fra indlagte turbiner. Den generelle mangel på nedbør i området gør dog, at elektriciteten p.t. leveres af en dieselgenerator. Men op til vandfaldet kom vi da, og den stærkt reducerede vandføring gjorde, at vi kunne komme meget tæt på klippeformationerne, der både er grundlag for og samtidig er formet af "den hvide olie". Det noget rustikke anlæg til at udnytte vandets fald mod havet hører efter en umiddelbar vurdering til i den mere spektakulære og lokal entreprenante afdeling - var nok ikke gået i DK - ihvertfald indtil nu - men nye tider kan jo være på vej. Efter vandfaldet havde kaptajnen og 2. letmatros mod på mere og kæmpede sig op til et viewpoint, hvor udsigten med kaptajn blev behørigt dokumenteret, mens Barb og Dorte fornøjede sig på båden.
Efter bad, happy-hour og vildtvoksende tale spiste vi de sidste østers og muslinger, der fortsat bliver ved med at imponere med deres størrelse. Om de er vokset under deres livs rejse med os pga vores jævnlige vanding vides ikke, men nu er det ihvertfald slut, suk.
Da vi skal tidligt afsted i morgen, er vi gået til ro i uvant tid, men holdes dog vågne lidt endnu med at kæmpe med myg, der inden for de sidste par timer har kastet sig over netop Toba. Den eneste afhængige på båden mener af samme grund, at lokalitetens navn lider af mangel på et k, da dette i passende mængder nok kunne holde de små snabelsugere borte.

Squirrel Cove til Melanie Cove. Via tenedos

Fra Cove til Cove. Bugt til bugt. 

Vågnede i morges ved den brede squirrel Cove. Og der var hvide ting i himlen. Sådan lidt sky agtig. Hmm mon det går over? Efter forkælelsen af sol og blå himmel, checkede vi www.yr.no

Og der er skyer og lidt regn i vente. Det skal nu ikke fjerne den gode stemning. 

Kaptajnen havde planlagt en stram tidsplan og så bliver det overholdt! KL 9:00 er KL 9 og ikke 9:05!

Vi skulle nemlig tilbage til Refuge Cove og hente varer til Dorte og Hans Christians spaghetti vongoles ret i det velassorterede købmandsbutik. Men allervigtigste: vi skulle købe cinnamon  buns. De var jo udsolgt i går. Den lille cafe i Refuge Cove har ry for at lave de bedste kanel snegle på hele vestkysten. Og de skulle smages! Det var der nogen om bord der mente :) og det var IKKE kaptajnen :) 

Vi sejlede over vandet til Refuge Cove og kiggede på de majestætiske bjerge som nu havde fået hvidt  hår ned over øjnene. Ligesom vi andre. 

Men kanelsneglene var endnu ikke kommet i ovnen så vi tog dem bare som "bake off" og tog de kæmpe store snegle med ombord. Med brun farin, smør og rosiner. Så mens vi sejlede videre til Tenedos, (6sømil) kom duftene af de lækre snegle op i cockpittet. Og de smagte lige så lækre som de så ud. 

Tenedos er et svært sted at finde ankerplads. Meget dybt vand (30 meter) lige ind til kysten. Vi skulle kun være der kort tid, så vi gad ikke 'Stern tie' (se forklaring nedenfor), så vi sejlede hen til en bugt tæt på, fandt en ankerplads vi kunne ' svinge på' og bredte os. 

Det er ikke altid nemt at finde den perfekte ankerplads. Kaptajnens pande slår nogle ret anstrengte foldere, mens vi andre kommer med velmenende forslag om hvor vi mener vil være det perfekte sted at ligge. Men kaptajnen har set en klippe eller en kant. Eller et skib eller en vindretning. Eller strøm eller en dybdekurv. Og derfor synes kaptajnen at vores velmenende forslag ikke altid så kloge og velovervejede, som vi selv synes.  Men men men. I enden er alting godt. Og hvis det ikke er godt, så er det fordi vi ikke er nået til enden endnu. Men når vi nu er på plads er alle glade. Og det var vi også i Tenedos i dag. 

HC og Svend fik riggede gummibåden, motor, benzin, slange  til, motoren startede FØRSTE gang, og vi futtede af sted fra den store bugt over til landingsbanen, hvor de andre gummibåderne lå fortøjret. Vigtigt er det at vide om tidevandet er stigende eller faldende. Vores båd blev fortøjet i vand, for vi vidste at tidevandet var faldende, og vi skulle dermed slippe for at slæbe  gummibåden nede i vandet et par timer senere. Sjovt hvordan tidevandet her er så bestemmende. 

En lille vandreture gennem skoven i 15 minutter, på vej til ferskvandssøen Unwin Lake.  De gamle træer var pyntet med gammel grøn mos som var det juleaften. Bregnerne stod elegante op fra den bløde skovbund.  Mange havde været her før os. Trærødderne var slidte, klipperne ligeså.  Store ældre forfaldne halv rådne træstubbe gav liv til nye unge træer. Vi gik over en bæk som tidligere har været anvendt som en del af skovhuggernes transportveje, fra sø til hav. 

Der er mange udfordringer på sådan en tur. I dag skulle hc i søen. Unwin Lake er omgivet af bjerge som rækker tindingerne mod himlen. Søen er så venligt at spejle bjergene, træerne, den flotte himmel.  Søen samler varmen på en anden måde end havet, som fire gange om dagen skal udskifte de øverste fire meter.  Vi træder forsigtigt på de brune sæbe glatte sten. Og glider ned i det varme vand. Træstammerne flyder for enden af søen i en trafikkaos. Hundredvis af træstammer har ligget der i uendelige tider. Deres tidligere træstamme venner er blevet hentet af stålkabler og trukket ned af bækken, og lagt ud i store log booms, klaser af træer. Fragtede til savværke og skåret til tømre.  Men nogle af stammerne blev efterladt. De skæve, knoklede stammer. De har  ventet så længe at de er sølv og grå. Der vokser mos, bregner og modige blomster på dem. Tænk at være en blomst og være så modigt at starte livet på en død træstamme for enden af en sø. Livet er forunderligt. 

Men Barbara kan ikke se en ægte canadisk træstamme, i vand, uden at ville lege. Hun fiskede en stamme frem mellem de knudrede og forgrenede skulpturer. Og svømmede over til danskerne der stod og så lidt skeptisk på. Hc, som ellers har været ret påholdende mht. De våde oplevelser (med undtagelse af dem man kunne putte en isterning i), kunne ikke holde sig tilbage.   Vi kæmpede om at komme op på træstammen. Alene. To og to. Og det var så sjovt at skubbe den anden nede i vandet igen. 

Tilbage på m/v summeRwine. Nu med ferskvandssmag. 

Og videre til Prideaux Haven. STEDET for summerturister i Desolation Sound. Ydre bassin fyldt af Amerikanske kæmpe motorbåde. Der er flere amerikanere her end der plejer at være. Deres dollar er 20% mere værd end den canadiske. De indkasserer rabatten og vi andre er venlige men savner det canadiske flag på flere både. 

Vi satsede på Melanie Cove, den inderste bassin, og efter flere overvejelser fandt vingen en perfekt ankerplads. På grund af det smalle vand, og de mange både, skal vi holde os i en position i stedet for at bruge svingerummet. Derfor skulle vi denne gang bruge Stern tie. Ankeret bliver lagt og båden skal derefter forbindes til land med en lang tov.  

Endnu en opgave som kræver tæt kommunikation og samarbejde mellem besætningen om bord og bjerggeden som klatrer rundt mellem klipper og træer på land og forsøger at finde et egnede sted til at binde tovet. 

Der var så ved at være tid til en havnebajer eller ankerbajer. Frikvarter, læsning, strikning, og så var Dorte og Hc chefkok ved 

En dejlig middag. Tusind tak for det. 

Og vi vågnede til sådan en smuk morgen. 

Prideau Haven Og kanel snegle.

20.-21 Juli Heriot Bay til Squirrel Cove

Efter at have kørt 3000 km gennem bjerge og langs søer og overnattet i 6 forskellige senge på 11 dage mønstrede vi landkrabber omsider hos Kaptajn Svend og fru Barb på den gode båd Summerwine i bragende solskin og over 30 grader.
Under en magsejlads ud fra Heriot Bay blev det venligt gjort klart at vi "københavnere" nu stod foran en koncentreret oplæring til able seamen, hvilket må opfattes som et stærkt ambitiøst projekt.
Vel ankommet til Mansons meget smukke Landing gik vi i land for at skaffe os aftensmad - østers så store som frikadeller og butterclams, hvor fem ville være nok til en velvoksen portion Spaghetti Vongole. Herefter fulgte næste prøvelse med at lave riverrafting (sunny side up) i tidevandsbølgen. Det var enormt sjovt, selv om HC havde lidt svært ved at finde balancepunktet, når han skulle rejse sig op. På et tidspunkt, var jeg bange for at han drev helt væk, men B&S trøstede mig med, tidevandet stoppede på et tidspunkt, hvor han ikke ville kunne komme længere.
Efter et forrygende måltid - der er nu noget sjovt ved at spise mad, som man selv har samlet/gravet op - sad vi og så på den smukkeste aftenhimmel, inden vi faldt omkuld efter et inspirerende selskab, der sidst blev udvidet med mister Jameson fra Irland. Han er dog ikke set endnu i dag.
I dag sejlede vi af sted mod Desolation Sound. Det var fantastisk først at have udsigt til Vancouver Islands flotte bjerge for derefter at se ind mod hovedlandets majestætiske bjerge. Indsejlingen til Desolation Sound var som at blive suget ind i en tragt. Undervejs så vi ørn og hørte " kirkeklokker" - midt på den blå vej i det brede sund var vi i den store katedral. Store ord, men alligevel ikke helt dækkende. Nå, mindre blev det ikke, da vi anløb Refuge Cove med betydelig afslappet atmosfære - nærmeste association er Christiania (københavnerne slog til igen) og i en tidslomme manglede kun de meget berømte Cinnamon Buns. Flinke folk omgav os og muligheder for næste års boat swap åbnede sig nærmest af sig selv på terrassen med udsigt til bådene på flydebroen. Efter tidslommen styrede kaptajnen over vandet og ind gennem det sikre løb ind til Squirrel Cove - hvor vi badede (3/4), sejlede kajak (3/4) og så på overgangsstedet til "The overflow lake", hvor den udi egen formening slet kendte eskimoarkæolog mente at erkende rester af forhistoriske bosætninger - spændende, og i naturen kan man jo se mange ting. Nu skal østers åbnes og majs skal på grillen, så pennen må løftes for nu.
Kh HC og Dorte

Mansons landing til Refuge Cove

Desolation Sound åbner sig

Heriot Bay til Mansons Landing

Vi samler østers.

Velkommen ombord.

Lys.

Østers. Hvidvin fra BC. Det går godt.

Med Dorte og HC dag 1