Fra Cove til Cove. Bugt til bugt.
Vågnede i morges ved den brede squirrel Cove. Og der var hvide ting i himlen. Sådan lidt sky agtig. Hmm mon det går over? Efter forkælelsen af sol og blå himmel, checkede vi www.yr.no
Og der er skyer og lidt regn i vente. Det skal nu ikke fjerne den gode stemning.
Kaptajnen havde planlagt en stram tidsplan og så bliver det overholdt! KL 9:00 er KL 9 og ikke 9:05!
Vi skulle nemlig tilbage til Refuge Cove og hente varer til Dorte og Hans Christians spaghetti vongoles ret i det velassorterede købmandsbutik. Men allervigtigste: vi skulle købe cinnamon buns. De var jo udsolgt i går. Den lille cafe i Refuge Cove har ry for at lave de bedste kanel snegle på hele vestkysten. Og de skulle smages! Det var der nogen om bord der mente :) og det var IKKE kaptajnen :)
Vi sejlede over vandet til Refuge Cove og kiggede på de majestætiske bjerge som nu havde fået hvidt hår ned over øjnene. Ligesom vi andre.
Men kanelsneglene var endnu ikke kommet i ovnen så vi tog dem bare som "bake off" og tog de kæmpe store snegle med ombord. Med brun farin, smør og rosiner. Så mens vi sejlede videre til Tenedos, (6sømil) kom duftene af de lækre snegle op i cockpittet. Og de smagte lige så lækre som de så ud.
Tenedos er et svært sted at finde ankerplads. Meget dybt vand (30 meter) lige ind til kysten. Vi skulle kun være der kort tid, så vi gad ikke 'Stern tie' (se forklaring nedenfor), så vi sejlede hen til en bugt tæt på, fandt en ankerplads vi kunne ' svinge på' og bredte os.
Det er ikke altid nemt at finde den perfekte ankerplads. Kaptajnens pande slår nogle ret anstrengte foldere, mens vi andre kommer med velmenende forslag om hvor vi mener vil være det perfekte sted at ligge. Men kaptajnen har set en klippe eller en kant. Eller et skib eller en vindretning. Eller strøm eller en dybdekurv. Og derfor synes kaptajnen at vores velmenende forslag ikke altid så kloge og velovervejede, som vi selv synes. Men men men. I enden er alting godt. Og hvis det ikke er godt, så er det fordi vi ikke er nået til enden endnu. Men når vi nu er på plads er alle glade. Og det var vi også i Tenedos i dag.
HC og Svend fik riggede gummibåden, motor, benzin, slange til, motoren startede FØRSTE gang, og vi futtede af sted fra den store bugt over til landingsbanen, hvor de andre gummibåderne lå fortøjret. Vigtigt er det at vide om tidevandet er stigende eller faldende. Vores båd blev fortøjet i vand, for vi vidste at tidevandet var faldende, og vi skulle dermed slippe for at slæbe gummibåden nede i vandet et par timer senere. Sjovt hvordan tidevandet her er så bestemmende.
En lille vandreture gennem skoven i 15 minutter, på vej til ferskvandssøen Unwin Lake. De gamle træer var pyntet med gammel grøn mos som var det juleaften. Bregnerne stod elegante op fra den bløde skovbund. Mange havde været her før os. Trærødderne var slidte, klipperne ligeså. Store ældre forfaldne halv rådne træstubbe gav liv til nye unge træer. Vi gik over en bæk som tidligere har været anvendt som en del af skovhuggernes transportveje, fra sø til hav.
Der er mange udfordringer på sådan en tur. I dag skulle hc i søen. Unwin Lake er omgivet af bjerge som rækker tindingerne mod himlen. Søen er så venligt at spejle bjergene, træerne, den flotte himmel. Søen samler varmen på en anden måde end havet, som fire gange om dagen skal udskifte de øverste fire meter. Vi træder forsigtigt på de brune sæbe glatte sten. Og glider ned i det varme vand. Træstammerne flyder for enden af søen i en trafikkaos. Hundredvis af træstammer har ligget der i uendelige tider. Deres tidligere træstamme venner er blevet hentet af stålkabler og trukket ned af bækken, og lagt ud i store log booms, klaser af træer. Fragtede til savværke og skåret til tømre. Men nogle af stammerne blev efterladt. De skæve, knoklede stammer. De har ventet så længe at de er sølv og grå. Der vokser mos, bregner og modige blomster på dem. Tænk at være en blomst og være så modigt at starte livet på en død træstamme for enden af en sø. Livet er forunderligt.
Men Barbara kan ikke se en ægte canadisk træstamme, i vand, uden at ville lege. Hun fiskede en stamme frem mellem de knudrede og forgrenede skulpturer. Og svømmede over til danskerne der stod og så lidt skeptisk på. Hc, som ellers har været ret påholdende mht. De våde oplevelser (med undtagelse af dem man kunne putte en isterning i), kunne ikke holde sig tilbage. Vi kæmpede om at komme op på træstammen. Alene. To og to. Og det var så sjovt at skubbe den anden nede i vandet igen.
Tilbage på m/v summeRwine. Nu med ferskvandssmag.
Og videre til Prideaux Haven. STEDET for summerturister i Desolation Sound. Ydre bassin fyldt af Amerikanske kæmpe motorbåde. Der er flere amerikanere her end der plejer at være. Deres dollar er 20% mere værd end den canadiske. De indkasserer rabatten og vi andre er venlige men savner det canadiske flag på flere både.
Vi satsede på Melanie Cove, den inderste bassin, og efter flere overvejelser fandt vingen en perfekt ankerplads. På grund af det smalle vand, og de mange både, skal vi holde os i en position i stedet for at bruge svingerummet. Derfor skulle vi denne gang bruge Stern tie. Ankeret bliver lagt og båden skal derefter forbindes til land med en lang tov.
Endnu en opgave som kræver tæt kommunikation og samarbejde mellem besætningen om bord og bjerggeden som klatrer rundt mellem klipper og træer på land og forsøger at finde et egnede sted til at binde tovet.
Der var så ved at være tid til en havnebajer eller ankerbajer. Frikvarter, læsning, strikning, og så var Dorte og Hc chefkok ved 
En dejlig middag. Tusind tak for det.
Og vi vågnede til sådan en smuk morgen.
