En smuk dag. Endnu en smuk dag. Hvor er vi forkælet. Heldig. Priviligeret. Og vi nyder det. Hver dag.
Vi havde fundet en perfekt ankerplads, ikke langt fra stranden. Det er vigtigt i Mansons Landing, for vi ville gerne tit ind til tidevands lagunen og se hvordan den forandre sig. Som Svends billede viser, kom vandflyveren lige forbi båden. Nå vi flyttede os og fandt en smuk plads på nordsiden af bugten. Væk fra de andre både og vandflyveren.
Morgenturen gik over bugten med dinghyen. Med motor! Op til downtown Mansons Landing for at købe det bedst brød. Olivenbrød. Vi gik og plukkede brombærrene som er ved at være modne. Nu tre uger før sædvanlig pga varmen i de sidste måneder. Temperaturerne har slået alle rekorder. Så brombær vælter frem og jeg glæder mig til brombær i alle afskygninger.
Men olivenbrød bliver ikke bagt om søndagen. Så den stejle gåtur blev belønnet med en lækker kop cafe latte, I stedet for.
På vej ned til havet stoppede vi ved Hague Lake, en ferskvands sø, med både hvidt sand, klipper, og varmt vand. Svømmede og fik skyllede et lag salt vand væk.
De havde advaret om stærke vinde fra sydøst, så vi skulle finde en mere beskyttet ankerplads.
Vi lettede anker og checkede Gorge Harbour, ret beskyttet men lidt kedeligt.
Og vi tog videre til Rebecca Spit, lige udenfor Heriot Bay. En lang tange, beklædt med træer, beskytter ankerpladsen. På grund af vinde og vande, er det et samlested for drivtømmer. Skæve, lige, hullede, gammel sølv, nyt brunligt, med bark, uden bark, træstubber, grene. land art uden lige. Man står på stranden og kigger frem mod bjergene i Desolation Sound- en panorama af høje uberørte bjerge. Kigger man den anden vej, ser vi bjergene på Vancouver Island og Georgia Strait. Havet slikker stranden. Ørnen flyver. Sikke et land vi besøger.
Vi fandt en perfekt ankerplads.
Vi havde plukket en spand smør muslinger til udrensning, så de var klare til Dorte og hc som kommer i aften. De skulle hænge i et net i vandet og spytte sandet ud i et par dage. Jeg havde klippet huller i en Kvickly pose og hængt det i en snor. Jeg havde lige repareret et par huller og Svend skulle sætte det ned igen til gennemskylning. OG NEJ,,,,! Og nogle andre gloser.
Snoren havde arbejdet sig fri og s..t nu gled posen og de meget fine nu rensede muslinger ned på 17 meters dybde. Øv øv øv.
Vi sad i solen i 30 graders varme og jeg forsøgte at fortælle Svend at det ikke kunne betale sig at græde over spildt mælk. Vinden piskede op. Og pludselig sagde kaptajnen "nu ligger vi op ved siden af amerikaneren'". Vi drev. Ankeret holdt ikke.
Vi fik tændt for motoren, Anker, instrumenterne. Og så skulle Svend trække ankeret op. Den var sammenfiltret. Så kaptajnen ud i dinghyen og jongeler med ankerkæde, anker. Med røven i vandskorpen. Hvis det hele gled så havde den taget kaptajnen med ned. Lidt spændende.
Men der var styr på det hele. Vi flyttet til et nyt perfekt sted. Dem har vi fundet mange af, i læ for de ventede vinde.
Kiggede ud på den smukke solnedgang og sagde god nat.
Her sidder vi på spejlblankt vand. Ingen vinde. Heller ikke i nat. På endnu en perfekt ankerplads.
Kh Barb
Ingen kommentarer:
Send en kommentar