mandag den 27. juli 2015
Toba til Octopus og Rebecca
Efter en noget myggeplaget nat vågnede vi til en anderledes morgen med dækket himmel ved Pryce Channel og drog tidligt - for et par af besætningen - da kaptajnen havde beregnet et godt tidspunkt for passage af tidevandet i "Hole in the Wall". Sejladsen frem mindede på en måde om sejlads i grønlandske farvande med stor tidevandsforskel og opmærksomt udkig efter sortis, der her er flydende lumske tømmerstokke. Her er dog de mange store træklædte bjergsider, der gør fjeldene mere bløde og organiske - sælerne er her dog i lige store antal. Et par byger i ny og næ gjorde den håbefulde spejdende efter bjørne, der skulle have trodset udgangsforbuddet mellem 10 og 16, vanskelig, men samtidigt betydeligt mere resultatrig (dokumentation kan dog ikke gives). Vel ankommet til Octopus Islands udførte alle en Stern tie fortøjning til kaptajnens udtalte tilfredshed, så gasterne kunne endnu en gang tørre sveden af panderne, da den overhængende kølhaling blev udsat endnu en gang. Det fortsat ustadige vejr indbød til læsning og strikkesydsler - for enkelte blev litteraturen så tung at hovedet med lukkede øjne blev havn for bogen. Lækker Salcitia med Collslaw og vine ad libitum afsluttede en regnfuld aften, hvor det dog trøstede, at "Summer Wine" blev afsaltet.
På ny en lidt dunkel og fugtig morgen blev forsødet af solid morgenmad med pandekager og Maple Sirup. En fælles fordømmelse af naboens "verdens grimmeste båd" var vores afgangsord fra den lille bugt med den gode fortøjning, og afsted gik det med endnu en nøje forudberegnet tid for passage af sidste rappid narrow mod det civiliserede område ved Rebecca Spit, hvor vi ankrede op nær kysten aldeles omkranset af drivtømmer i alle former og størrelser, hvilket vi tre ikke kaptajner tog i øjesyn og fotograferede under en dejlig tur på land, mens kaptajnen holdt "ankervagt". Påny satte regnen ind, hvilket ikke forhindrede en kulinarisk burgeraften under forsejlet. Atter en god snak om verdens fortrædeligheder og fortræffeligheder før vi tørnede ind til akkompagnement af regnens trommen. De gamle spejdere blandt besætningen genoplivede den lunende fornemmelse af fostertilstand i telte under nattens regn - godnat.
På ny en lidt dunkel og fugtig morgen blev forsødet af solid morgenmad med pandekager og Maple Sirup. En fælles fordømmelse af naboens "verdens grimmeste båd" var vores afgangsord fra den lille bugt med den gode fortøjning, og afsted gik det med endnu en nøje forudberegnet tid for passage af sidste rappid narrow mod det civiliserede område ved Rebecca Spit, hvor vi ankrede op nær kysten aldeles omkranset af drivtømmer i alle former og størrelser, hvilket vi tre ikke kaptajner tog i øjesyn og fotograferede under en dejlig tur på land, mens kaptajnen holdt "ankervagt". Påny satte regnen ind, hvilket ikke forhindrede en kulinarisk burgeraften under forsejlet. Atter en god snak om verdens fortrædeligheder og fortræffeligheder før vi tørnede ind til akkompagnement af regnens trommen. De gamle spejdere blandt besætningen genoplivede den lunende fornemmelse af fostertilstand i telte under nattens regn - godnat.
søndag den 26. juli 2015
Billeder Desolation Sound med Dorte og HC
KLIK HER for En smagsprøve af den dejlige tid sammen i Desolation Sound.
Heriot Bay
Mansons Landing
Squirrel Cove
Refuge Cove
Tenedos Bay
Melanie Cove
Toba Wildernest Lodge
Octopus Islands
Rebecca Spit
Heriot Bay
Heriot Bay
Mansons Landing
Squirrel Cove
Refuge Cove
Tenedos Bay
Melanie Cove
Toba Wildernest Lodge
Octopus Islands
Rebecca Spit
Heriot Bay
lørdag den 25. juli 2015
Der kom regnen
Men her til morgen er der smukt igen.
Fra Toba Wildernest lodge til Octopus Islands. Det startede med sol og endt med regn.
fredag den 24. juli 2015
Toba Wildernest Lodge
Smukke farver og former.
Turen up til toba inlet viewpoint.
Barb. Der plejer ar være massive vandmængder i vandfaldet her.
Melanie Cove til Toba Inlet
Oh what a beautiful morning i Melanie Cove. Vejret havde i den grad trodset vejrudsigten, så morgenkaffe, kvindebadning og havodderbetragtning foregik i strålende sol uden vind. Off med stern tie og op med anker og afsted på fladt vand i den brede Homfray Channel med 600 meter under kølen og uendelig højt til loftet. Smukke, høje venlige bjergsider, der græmmedes over de skæmmende ar efter tømmerfældning, som vi kun kunne beklage - som prisen for produktion af møbler og huse uden ordentlig regulering (Arbejdstilsynet stak hovedet frem!). Store havdyr så vi måske også, ihvertfald sæler...
En uforglemmelig smuk og perfekt sejlads gennem Homfray Channel, som bibliotekaren omhyggeligt har arkiveret på de indre hylder.
Et vandfald, vi skulle have besøgt undervejs, var hurtigt overset, da det var fald uden vand, så vi nåede tidligt frem til næste mål = Toba Wildernest Marina & Resort, hvor vi efter nogen forhandling med bestyrer Kyle og forhaling fortøjede med fin udsigt til Pryce Channel. Vi vandrede af et lokalt trail til vandfaldet, der normalt forsyner dette sted med både vand og elektricitet fra indlagte turbiner. Den generelle mangel på nedbør i området gør dog, at elektriciteten p.t. leveres af en dieselgenerator. Men op til vandfaldet kom vi da, og den stærkt reducerede vandføring gjorde, at vi kunne komme meget tæt på klippeformationerne, der både er grundlag for og samtidig er formet af "den hvide olie". Det noget rustikke anlæg til at udnytte vandets fald mod havet hører efter en umiddelbar vurdering til i den mere spektakulære og lokal entreprenante afdeling - var nok ikke gået i DK - ihvertfald indtil nu - men nye tider kan jo være på vej. Efter vandfaldet havde kaptajnen og 2. letmatros mod på mere og kæmpede sig op til et viewpoint, hvor udsigten med kaptajn blev behørigt dokumenteret, mens Barb og Dorte fornøjede sig på båden.
Efter bad, happy-hour og vildtvoksende tale spiste vi de sidste østers og muslinger, der fortsat bliver ved med at imponere med deres størrelse. Om de er vokset under deres livs rejse med os pga vores jævnlige vanding vides ikke, men nu er det ihvertfald slut, suk.
Da vi skal tidligt afsted i morgen, er vi gået til ro i uvant tid, men holdes dog vågne lidt endnu med at kæmpe med myg, der inden for de sidste par timer har kastet sig over netop Toba. Den eneste afhængige på båden mener af samme grund, at lokalitetens navn lider af mangel på et k, da dette i passende mængder nok kunne holde de små snabelsugere borte.
En uforglemmelig smuk og perfekt sejlads gennem Homfray Channel, som bibliotekaren omhyggeligt har arkiveret på de indre hylder.
Et vandfald, vi skulle have besøgt undervejs, var hurtigt overset, da det var fald uden vand, så vi nåede tidligt frem til næste mål = Toba Wildernest Marina & Resort, hvor vi efter nogen forhandling med bestyrer Kyle og forhaling fortøjede med fin udsigt til Pryce Channel. Vi vandrede af et lokalt trail til vandfaldet, der normalt forsyner dette sted med både vand og elektricitet fra indlagte turbiner. Den generelle mangel på nedbør i området gør dog, at elektriciteten p.t. leveres af en dieselgenerator. Men op til vandfaldet kom vi da, og den stærkt reducerede vandføring gjorde, at vi kunne komme meget tæt på klippeformationerne, der både er grundlag for og samtidig er formet af "den hvide olie". Det noget rustikke anlæg til at udnytte vandets fald mod havet hører efter en umiddelbar vurdering til i den mere spektakulære og lokal entreprenante afdeling - var nok ikke gået i DK - ihvertfald indtil nu - men nye tider kan jo være på vej. Efter vandfaldet havde kaptajnen og 2. letmatros mod på mere og kæmpede sig op til et viewpoint, hvor udsigten med kaptajn blev behørigt dokumenteret, mens Barb og Dorte fornøjede sig på båden.
Efter bad, happy-hour og vildtvoksende tale spiste vi de sidste østers og muslinger, der fortsat bliver ved med at imponere med deres størrelse. Om de er vokset under deres livs rejse med os pga vores jævnlige vanding vides ikke, men nu er det ihvertfald slut, suk.
Da vi skal tidligt afsted i morgen, er vi gået til ro i uvant tid, men holdes dog vågne lidt endnu med at kæmpe med myg, der inden for de sidste par timer har kastet sig over netop Toba. Den eneste afhængige på båden mener af samme grund, at lokalitetens navn lider af mangel på et k, da dette i passende mængder nok kunne holde de små snabelsugere borte.
torsdag den 23. juli 2015
Squirrel Cove til Melanie Cove. Via tenedos
Fra Cove til Cove. Bugt til bugt.
Vågnede i morges ved den brede squirrel Cove. Og der var hvide ting i himlen. Sådan lidt sky agtig. Hmm mon det går over? Efter forkælelsen af sol og blå himmel, checkede vi www.yr.no
Og der er skyer og lidt regn i vente. Det skal nu ikke fjerne den gode stemning.
Kaptajnen havde planlagt en stram tidsplan og så bliver det overholdt! KL 9:00 er KL 9 og ikke 9:05!
Vi skulle nemlig tilbage til Refuge Cove og hente varer til Dorte og Hans Christians spaghetti vongoles ret i det velassorterede købmandsbutik. Men allervigtigste: vi skulle købe cinnamon buns. De var jo udsolgt i går. Den lille cafe i Refuge Cove har ry for at lave de bedste kanel snegle på hele vestkysten. Og de skulle smages! Det var der nogen om bord der mente :) og det var IKKE kaptajnen :)
Vi sejlede over vandet til Refuge Cove og kiggede på de majestætiske bjerge som nu havde fået hvidt hår ned over øjnene. Ligesom vi andre.
Men kanelsneglene var endnu ikke kommet i ovnen så vi tog dem bare som "bake off" og tog de kæmpe store snegle med ombord. Med brun farin, smør og rosiner. Så mens vi sejlede videre til Tenedos, (6sømil) kom duftene af de lækre snegle op i cockpittet. Og de smagte lige så lækre som de så ud.
Tenedos er et svært sted at finde ankerplads. Meget dybt vand (30 meter) lige ind til kysten. Vi skulle kun være der kort tid, så vi gad ikke 'Stern tie' (se forklaring nedenfor), så vi sejlede hen til en bugt tæt på, fandt en ankerplads vi kunne ' svinge på' og bredte os.
Det er ikke altid nemt at finde den perfekte ankerplads. Kaptajnens pande slår nogle ret anstrengte foldere, mens vi andre kommer med velmenende forslag om hvor vi mener vil være det perfekte sted at ligge. Men kaptajnen har set en klippe eller en kant. Eller et skib eller en vindretning. Eller strøm eller en dybdekurv. Og derfor synes kaptajnen at vores velmenende forslag ikke altid så kloge og velovervejede, som vi selv synes. Men men men. I enden er alting godt. Og hvis det ikke er godt, så er det fordi vi ikke er nået til enden endnu. Men når vi nu er på plads er alle glade. Og det var vi også i Tenedos i dag.
HC og Svend fik riggede gummibåden, motor, benzin, slange til, motoren startede FØRSTE gang, og vi futtede af sted fra den store bugt over til landingsbanen, hvor de andre gummibåderne lå fortøjret. Vigtigt er det at vide om tidevandet er stigende eller faldende. Vores båd blev fortøjet i vand, for vi vidste at tidevandet var faldende, og vi skulle dermed slippe for at slæbe gummibåden nede i vandet et par timer senere. Sjovt hvordan tidevandet her er så bestemmende.
En lille vandreture gennem skoven i 15 minutter, på vej til ferskvandssøen Unwin Lake. De gamle træer var pyntet med gammel grøn mos som var det juleaften. Bregnerne stod elegante op fra den bløde skovbund. Mange havde været her før os. Trærødderne var slidte, klipperne ligeså. Store ældre forfaldne halv rådne træstubbe gav liv til nye unge træer. Vi gik over en bæk som tidligere har været anvendt som en del af skovhuggernes transportveje, fra sø til hav.
Der er mange udfordringer på sådan en tur. I dag skulle hc i søen. Unwin Lake er omgivet af bjerge som rækker tindingerne mod himlen. Søen er så venligt at spejle bjergene, træerne, den flotte himmel. Søen samler varmen på en anden måde end havet, som fire gange om dagen skal udskifte de øverste fire meter. Vi træder forsigtigt på de brune sæbe glatte sten. Og glider ned i det varme vand. Træstammerne flyder for enden af søen i en trafikkaos. Hundredvis af træstammer har ligget der i uendelige tider. Deres tidligere træstamme venner er blevet hentet af stålkabler og trukket ned af bækken, og lagt ud i store log booms, klaser af træer. Fragtede til savværke og skåret til tømre. Men nogle af stammerne blev efterladt. De skæve, knoklede stammer. De har ventet så længe at de er sølv og grå. Der vokser mos, bregner og modige blomster på dem. Tænk at være en blomst og være så modigt at starte livet på en død træstamme for enden af en sø. Livet er forunderligt.
Men Barbara kan ikke se en ægte canadisk træstamme, i vand, uden at ville lege. Hun fiskede en stamme frem mellem de knudrede og forgrenede skulpturer. Og svømmede over til danskerne der stod og så lidt skeptisk på. Hc, som ellers har været ret påholdende mht. De våde oplevelser (med undtagelse af dem man kunne putte en isterning i), kunne ikke holde sig tilbage. Vi kæmpede om at komme op på træstammen. Alene. To og to. Og det var så sjovt at skubbe den anden nede i vandet igen.
Tilbage på m/v summeRwine. Nu med ferskvandssmag.
Og videre til Prideaux Haven. STEDET for summerturister i Desolation Sound. Ydre bassin fyldt af Amerikanske kæmpe motorbåde. Der er flere amerikanere her end der plejer at være. Deres dollar er 20% mere værd end den canadiske. De indkasserer rabatten og vi andre er venlige men savner det canadiske flag på flere både.
Vi satsede på Melanie Cove, den inderste bassin, og efter flere overvejelser fandt vingen en perfekt ankerplads. På grund af det smalle vand, og de mange både, skal vi holde os i en position i stedet for at bruge svingerummet. Derfor skulle vi denne gang bruge Stern tie. Ankeret bliver lagt og båden skal derefter forbindes til land med en lang tov.
Endnu en opgave som kræver tæt kommunikation og samarbejde mellem besætningen om bord og bjerggeden som klatrer rundt mellem klipper og træer på land og forsøger at finde et egnede sted til at binde tovet.
Der var så ved at være tid til en havnebajer eller ankerbajer. Frikvarter, læsning, strikning, og så var Dorte og Hc chefkok ved 
En dejlig middag. Tusind tak for det.
Og vi vågnede til sådan en smuk morgen.
tirsdag den 21. juli 2015
20.-21 Juli Heriot Bay til Squirrel Cove
Efter at have kørt 3000 km gennem bjerge og langs søer og overnattet i 6 forskellige senge på 11 dage mønstrede vi landkrabber omsider hos Kaptajn Svend og fru Barb på den gode båd Summerwine i bragende solskin og over 30 grader.
Under en magsejlads ud fra Heriot Bay blev det venligt gjort klart at vi "københavnere" nu stod foran en koncentreret oplæring til able seamen, hvilket må opfattes som et stærkt ambitiøst projekt.
Vel ankommet til Mansons meget smukke Landing gik vi i land for at skaffe os aftensmad - østers så store som frikadeller og butterclams, hvor fem ville være nok til en velvoksen portion Spaghetti Vongole. Herefter fulgte næste prøvelse med at lave riverrafting (sunny side up) i tidevandsbølgen. Det var enormt sjovt, selv om HC havde lidt svært ved at finde balancepunktet, når han skulle rejse sig op. På et tidspunkt, var jeg bange for at han drev helt væk, men B&S trøstede mig med, tidevandet stoppede på et tidspunkt, hvor han ikke ville kunne komme længere.
Efter et forrygende måltid - der er nu noget sjovt ved at spise mad, som man selv har samlet/gravet op - sad vi og så på den smukkeste aftenhimmel, inden vi faldt omkuld efter et inspirerende selskab, der sidst blev udvidet med mister Jameson fra Irland. Han er dog ikke set endnu i dag.
I dag sejlede vi af sted mod Desolation Sound. Det var fantastisk først at have udsigt til Vancouver Islands flotte bjerge for derefter at se ind mod hovedlandets majestætiske bjerge. Indsejlingen til Desolation Sound var som at blive suget ind i en tragt. Undervejs så vi ørn og hørte " kirkeklokker" - midt på den blå vej i det brede sund var vi i den store katedral. Store ord, men alligevel ikke helt dækkende. Nå, mindre blev det ikke, da vi anløb Refuge Cove med betydelig afslappet atmosfære - nærmeste association er Christiania (københavnerne slog til igen) og i en tidslomme manglede kun de meget berømte Cinnamon Buns. Flinke folk omgav os og muligheder for næste års boat swap åbnede sig nærmest af sig selv på terrassen med udsigt til bådene på flydebroen. Efter tidslommen styrede kaptajnen over vandet og ind gennem det sikre løb ind til Squirrel Cove - hvor vi badede (3/4), sejlede kajak (3/4) og så på overgangsstedet til "The overflow lake", hvor den udi egen formening slet kendte eskimoarkæolog mente at erkende rester af forhistoriske bosætninger - spændende, og i naturen kan man jo se mange ting. Nu skal østers åbnes og majs skal på grillen, så pennen må løftes for nu.
Kh HC og Dorte
Under en magsejlads ud fra Heriot Bay blev det venligt gjort klart at vi "københavnere" nu stod foran en koncentreret oplæring til able seamen, hvilket må opfattes som et stærkt ambitiøst projekt.
Vel ankommet til Mansons meget smukke Landing gik vi i land for at skaffe os aftensmad - østers så store som frikadeller og butterclams, hvor fem ville være nok til en velvoksen portion Spaghetti Vongole. Herefter fulgte næste prøvelse med at lave riverrafting (sunny side up) i tidevandsbølgen. Det var enormt sjovt, selv om HC havde lidt svært ved at finde balancepunktet, når han skulle rejse sig op. På et tidspunkt, var jeg bange for at han drev helt væk, men B&S trøstede mig med, tidevandet stoppede på et tidspunkt, hvor han ikke ville kunne komme længere.
Efter et forrygende måltid - der er nu noget sjovt ved at spise mad, som man selv har samlet/gravet op - sad vi og så på den smukkeste aftenhimmel, inden vi faldt omkuld efter et inspirerende selskab, der sidst blev udvidet med mister Jameson fra Irland. Han er dog ikke set endnu i dag.
I dag sejlede vi af sted mod Desolation Sound. Det var fantastisk først at have udsigt til Vancouver Islands flotte bjerge for derefter at se ind mod hovedlandets majestætiske bjerge. Indsejlingen til Desolation Sound var som at blive suget ind i en tragt. Undervejs så vi ørn og hørte " kirkeklokker" - midt på den blå vej i det brede sund var vi i den store katedral. Store ord, men alligevel ikke helt dækkende. Nå, mindre blev det ikke, da vi anløb Refuge Cove med betydelig afslappet atmosfære - nærmeste association er Christiania (københavnerne slog til igen) og i en tidslomme manglede kun de meget berømte Cinnamon Buns. Flinke folk omgav os og muligheder for næste års boat swap åbnede sig nærmest af sig selv på terrassen med udsigt til bådene på flydebroen. Efter tidslommen styrede kaptajnen over vandet og ind gennem det sikre løb ind til Squirrel Cove - hvor vi badede (3/4), sejlede kajak (3/4) og så på overgangsstedet til "The overflow lake", hvor den udi egen formening slet kendte eskimoarkæolog mente at erkende rester af forhistoriske bosætninger - spændende, og i naturen kan man jo se mange ting. Nu skal østers åbnes og majs skal på grillen, så pennen må løftes for nu.
Kh HC og Dorte
Heriot Bay til Mansons Landing
Vi samler østers.
Velkommen ombord.
Lys.
Østers. Hvidvin fra BC. Det går godt.
mandag den 20. juli 2015
Ideer til overnatninger på rundtur Vancouver - Rockies - Tofino
Dorte og Hans Christian havde gode oplevelser på overnatningsstederne de valgte undervejs.
Her er deres liste. Tak til jer!
Hope: Swiss Chalets, 456 Trans-Canada Hwy, stort værelse, god seng, kaffemaskine, køleskab, fin beliggenhed, billig.
Jasper: Athabasca Hotel, 510 Patricia St. www.athabascahotel.com. Stort værelse, god seng, central beliggenhed. Som at træde ind i en tidslomme.
Lake Louise: the Deer Lodge. Fantastisk beliggenhed meget tæt på søen. Man kunne gå derned på 5 minutter. Gode muligheder for vandreture ud derfra. Meget lille værelse, gode senge, men ingen faciliteter på værelset. Man kunne ikke bruge varmt og koldt vand samtidig! God restaurant på selve lodgen. Meget dyrt i forhold til værelsets kvalitet, men det er beliggenheden, man betaler for.
Osoyoos: Avalon Inn, 9106 Main St. www.avaloninn.com. Meget stort værelse liggende ud til trafikeret vej, så lidt trafikstøj, når man sad udenfor. God seng. Kaffemaskine og køleskab.
Victoria: Strathcona Hotel. 919 Douglas St. www.strathconahotel.com. Middel størrelse værelse med middelgod seng. Morgenmad var incl men bestod kun af kaffe, the, juice, optøet brød og marmelade. Meget central beliggenhed tæt på bussen fra færgen og biludlejningsfirmaerne, National og Budget. En anelse støj fra barerne i stueetagen fredag nat, men vi boede også på 1. Sal. Sikkert mindre støj højere oppe.
Tofino: B&B Tide's Inn. 160 Arnet Road. www.tofinobedandbreakfast.com. Meget dejligt værelse med terrasser med udsigt over bugten Duffin Cove. Nedgang til stranden (sten), som var til at bade på. Kaffemaskine og køleskab. God seng. Meget lækker morgenmad, som var med i prisen. Meget hjælpsom værtinde, som udleverede kort og anbefalede restauranter. Forholdsvis central beliggenhed. Man kunne gå til selve Tofino på mindre end et kvarter. Tæt på en dejlig sandstrand Tonquin Beach.
Mansons Landing til Rebecca Spit og den perfekte ankerplads.
En smuk dag. Endnu en smuk dag. Hvor er vi forkælet. Heldig. Priviligeret. Og vi nyder det. Hver dag.
Vi havde fundet en perfekt ankerplads, ikke langt fra stranden. Det er vigtigt i Mansons Landing, for vi ville gerne tit ind til tidevands lagunen og se hvordan den forandre sig. Som Svends billede viser, kom vandflyveren lige forbi båden. Nå vi flyttede os og fandt en smuk plads på nordsiden af bugten. Væk fra de andre både og vandflyveren.
Morgenturen gik over bugten med dinghyen. Med motor! Op til downtown Mansons Landing for at købe det bedst brød. Olivenbrød. Vi gik og plukkede brombærrene som er ved at være modne. Nu tre uger før sædvanlig pga varmen i de sidste måneder. Temperaturerne har slået alle rekorder. Så brombær vælter frem og jeg glæder mig til brombær i alle afskygninger.
Men olivenbrød bliver ikke bagt om søndagen. Så den stejle gåtur blev belønnet med en lækker kop cafe latte, I stedet for.
På vej ned til havet stoppede vi ved Hague Lake, en ferskvands sø, med både hvidt sand, klipper, og varmt vand. Svømmede og fik skyllede et lag salt vand væk.
De havde advaret om stærke vinde fra sydøst, så vi skulle finde en mere beskyttet ankerplads.
Vi lettede anker og checkede Gorge Harbour, ret beskyttet men lidt kedeligt.
Og vi tog videre til Rebecca Spit, lige udenfor Heriot Bay. En lang tange, beklædt med træer, beskytter ankerpladsen. På grund af vinde og vande, er det et samlested for drivtømmer. Skæve, lige, hullede, gammel sølv, nyt brunligt, med bark, uden bark, træstubber, grene. land art uden lige. Man står på stranden og kigger frem mod bjergene i Desolation Sound- en panorama af høje uberørte bjerge. Kigger man den anden vej, ser vi bjergene på Vancouver Island og Georgia Strait. Havet slikker stranden. Ørnen flyver. Sikke et land vi besøger.
Vi fandt en perfekt ankerplads.
Vi havde plukket en spand smør muslinger til udrensning, så de var klare til Dorte og hc som kommer i aften. De skulle hænge i et net i vandet og spytte sandet ud i et par dage. Jeg havde klippet huller i en Kvickly pose og hængt det i en snor. Jeg havde lige repareret et par huller og Svend skulle sætte det ned igen til gennemskylning. OG NEJ,,,,! Og nogle andre gloser.
Snoren havde arbejdet sig fri og s..t nu gled posen og de meget fine nu rensede muslinger ned på 17 meters dybde. Øv øv øv.
Vi sad i solen i 30 graders varme og jeg forsøgte at fortælle Svend at det ikke kunne betale sig at græde over spildt mælk. Vinden piskede op. Og pludselig sagde kaptajnen "nu ligger vi op ved siden af amerikaneren'". Vi drev. Ankeret holdt ikke.
Vi fik tændt for motoren, Anker, instrumenterne. Og så skulle Svend trække ankeret op. Den var sammenfiltret. Så kaptajnen ud i dinghyen og jongeler med ankerkæde, anker. Med røven i vandskorpen. Hvis det hele gled så havde den taget kaptajnen med ned. Lidt spændende.
Men der var styr på det hele. Vi flyttet til et nyt perfekt sted. Dem har vi fundet mange af, i læ for de ventede vinde.
Kiggede ud på den smukke solnedgang og sagde god nat.
Her sidder vi på spejlblankt vand. Ingen vinde. Heller ikke i nat. På endnu en perfekt ankerplads.
Kh Barb
Vi havde fundet en perfekt ankerplads, ikke langt fra stranden. Det er vigtigt i Mansons Landing, for vi ville gerne tit ind til tidevands lagunen og se hvordan den forandre sig. Som Svends billede viser, kom vandflyveren lige forbi båden. Nå vi flyttede os og fandt en smuk plads på nordsiden af bugten. Væk fra de andre både og vandflyveren.
Morgenturen gik over bugten med dinghyen. Med motor! Op til downtown Mansons Landing for at købe det bedst brød. Olivenbrød. Vi gik og plukkede brombærrene som er ved at være modne. Nu tre uger før sædvanlig pga varmen i de sidste måneder. Temperaturerne har slået alle rekorder. Så brombær vælter frem og jeg glæder mig til brombær i alle afskygninger.
Men olivenbrød bliver ikke bagt om søndagen. Så den stejle gåtur blev belønnet med en lækker kop cafe latte, I stedet for.
På vej ned til havet stoppede vi ved Hague Lake, en ferskvands sø, med både hvidt sand, klipper, og varmt vand. Svømmede og fik skyllede et lag salt vand væk.
De havde advaret om stærke vinde fra sydøst, så vi skulle finde en mere beskyttet ankerplads.
Vi lettede anker og checkede Gorge Harbour, ret beskyttet men lidt kedeligt.
Og vi tog videre til Rebecca Spit, lige udenfor Heriot Bay. En lang tange, beklædt med træer, beskytter ankerpladsen. På grund af vinde og vande, er det et samlested for drivtømmer. Skæve, lige, hullede, gammel sølv, nyt brunligt, med bark, uden bark, træstubber, grene. land art uden lige. Man står på stranden og kigger frem mod bjergene i Desolation Sound- en panorama af høje uberørte bjerge. Kigger man den anden vej, ser vi bjergene på Vancouver Island og Georgia Strait. Havet slikker stranden. Ørnen flyver. Sikke et land vi besøger.
Vi fandt en perfekt ankerplads.
Vi havde plukket en spand smør muslinger til udrensning, så de var klare til Dorte og hc som kommer i aften. De skulle hænge i et net i vandet og spytte sandet ud i et par dage. Jeg havde klippet huller i en Kvickly pose og hængt det i en snor. Jeg havde lige repareret et par huller og Svend skulle sætte det ned igen til gennemskylning. OG NEJ,,,,! Og nogle andre gloser.
Snoren havde arbejdet sig fri og s..t nu gled posen og de meget fine nu rensede muslinger ned på 17 meters dybde. Øv øv øv.
Vi sad i solen i 30 graders varme og jeg forsøgte at fortælle Svend at det ikke kunne betale sig at græde over spildt mælk. Vinden piskede op. Og pludselig sagde kaptajnen "nu ligger vi op ved siden af amerikaneren'". Vi drev. Ankeret holdt ikke.
Vi fik tændt for motoren, Anker, instrumenterne. Og så skulle Svend trække ankeret op. Den var sammenfiltret. Så kaptajnen ud i dinghyen og jongeler med ankerkæde, anker. Med røven i vandskorpen. Hvis det hele gled så havde den taget kaptajnen med ned. Lidt spændende.
Men der var styr på det hele. Vi flyttet til et nyt perfekt sted. Dem har vi fundet mange af, i læ for de ventede vinde.
Kiggede ud på den smukke solnedgang og sagde god nat.
Her sidder vi på spejlblankt vand. Ingen vinde. Heller ikke i nat. På endnu en perfekt ankerplads.
Kh Barb
søndag den 19. juli 2015
16-18juli Heriot Bay Marina
16-18juli Heriot Bay Marina
Vi tilbragte et par dage i marinaen mest pga blæsten. Der var tid til lidt update af bloggen og til diverse opgaver med at checke skibet. De gamle mænd i havnen blev holdt i gang af diverse bådflytninger. De unge havneassistenter har ikke helt styr på parkeringen af både. Et besøg af en familie fra Holte blev der også tid til. De havde set Danebrog i masten og måtte lige spørge hvem vi var.
18-19 juli Heriot Bay til Mansons landing
Blæsten havde lagt sig og vi satte kursen mod vores yndlingssted Mansons Landing.
Der var lavvande da vi ankom og vi gik i gang med at indsamle østers og clams ( en velsmagende canadisk musling)
Østers ligger på overfladen mens der må graves lidt efter clams. De er der dog i store mængder så det betyder ikke noget. Om aftenen skulle der spises seafood efter at SD havde kæmpet en brav kamp med at åbne de 15 østers.......de gi'r sig ikke frivilligt.
http://canadasejlads2015.blogspot.dk
Vi tilbragte et par dage i marinaen mest pga blæsten. Der var tid til lidt update af bloggen og til diverse opgaver med at checke skibet. De gamle mænd i havnen blev holdt i gang af diverse bådflytninger. De unge havneassistenter har ikke helt styr på parkeringen af både. Et besøg af en familie fra Holte blev der også tid til. De havde set Danebrog i masten og måtte lige spørge hvem vi var.
18-19 juli Heriot Bay til Mansons landing
Blæsten havde lagt sig og vi satte kursen mod vores yndlingssted Mansons Landing.
Der var lavvande da vi ankom og vi gik i gang med at indsamle østers og clams ( en velsmagende canadisk musling)
Østers ligger på overfladen mens der må graves lidt efter clams. De er der dog i store mængder så det betyder ikke noget. Om aftenen skulle der spises seafood efter at SD havde kæmpet en brav kamp med at åbne de 15 østers.......de gi'r sig ikke frivilligt.
http://canadasejlads2015.blogspot.dk
lørdag den 18. juli 2015
Abonner på:
Opslag (Atom)