Vi forlod Kwatsi Bay I regnvejr her til morgen. Igen en fantastisk tur. På vej gennem Tribune Channel sejlede vi ret tæt på land, vel ca 10 meter, og der var 180 meter dybt. Det er bare et landskab der vil noget.
Efter en times tid var der pludselig en lille pukkelhval meget tæt på båden. Det er et syn, det er svært at blive træt af.
Inden vi nåede frem til Lagoon Cove havde vi lidt vanskeligt sejlads, som skulle klares. Vi skulle igennem The Blow Hole, som er meget smalt og har ret uroligt vand. Skipper Svend klarede det, men gasterne skulle holde øje med hver sin side, både i forhold til drivende træstammer og i forhold til klipper.
Vel fremme ved Lagoon Cove var det tydeligvis lidt svært for ejeren og hendes ansatte, at finde ud af hvem der bestemte. Først fik vi besked om at gå helt ind til broen, og så fik vi kontraordrer, så løsnede vi fortøjningerne igen, og så skulle vi alligevel helt ind.
Nå, men vi fik bunket vand, og det er af den gode klare slags, for de har egen kilde her. Det er langt fra alle steder de har det. Vi har også været i bad. Eller der vil sige Svend og jeg har. Da Barbara skulle i bad, var der kun koldt vand, så hun venter til i morgen. Kl. 17 var der den obligatoriske Happy Hour, som går ud på, at alle både der er i havnen (i dette tilfælde 9 stk.) mødes under et halvtag, og alle har en lille tappas med, som så bliver stillet i midten til fri afbenyttelse. Man har også selv et glas vin med til sig selv.
I dag havde Summerwine medbragt kiks med chilisauce og ost. De var vældigt populære. Men der kan være alt mellem himmel og jord, fra friskkogte rejer til saltstænger.
Lige da vi var ankommet, blev vi modtaget af John (ud over Jean og bestyreren), Johns båd ligger lidt længere henne end vores, og han ville gerne snakke. Han er maskiningeniør og har en del samarbejde med danske firmaer. Han fortalte at han og hans kone i 2017 skal sejle i deres sejlbåd fra Seattle til New Zealand. Da vi senere sad på vores båd og slog mave efter aftensmaden, kom han pludselig og tilbød os friskkogte "clams".
Efter en times tid var der pludselig en lille pukkelhval meget tæt på båden. Det er et syn, det er svært at blive træt af.
Inden vi nåede frem til Lagoon Cove havde vi lidt vanskeligt sejlads, som skulle klares. Vi skulle igennem The Blow Hole, som er meget smalt og har ret uroligt vand. Skipper Svend klarede det, men gasterne skulle holde øje med hver sin side, både i forhold til drivende træstammer og i forhold til klipper.
Vel fremme ved Lagoon Cove var det tydeligvis lidt svært for ejeren og hendes ansatte, at finde ud af hvem der bestemte. Først fik vi besked om at gå helt ind til broen, og så fik vi kontraordrer, så løsnede vi fortøjningerne igen, og så skulle vi alligevel helt ind.
Jean som ejer stedet er en dame på 79, som blev enke for et års tid siden. Det var hendes mand som altid havde stået for den lille havn, og nu vidste hun så ikke hvad hun skulle stille op, og hyrede en bestyrer. Tilsyneladende, kan hun så ikke lade være med at blande sig, så indkommende både, får altid to forskellige beskeder. En fra bestyreren, og en fra Jean.
Nå, men vi fik bunket vand, og det er af den gode klare slags, for de har egen kilde her. Det er langt fra alle steder de har det. Vi har også været i bad. Eller der vil sige Svend og jeg har. Da Barbara skulle i bad, var der kun koldt vand, så hun venter til i morgen. Kl. 17 var der den obligatoriske Happy Hour, som går ud på, at alle både der er i havnen (i dette tilfælde 9 stk.) mødes under et halvtag, og alle har en lille tappas med, som så bliver stillet i midten til fri afbenyttelse. Man har også selv et glas vin med til sig selv.
I dag havde Summerwine medbragt kiks med chilisauce og ost. De var vældigt populære. Men der kan være alt mellem himmel og jord, fra friskkogte rejer til saltstænger.
I dag var der oven i købet levende musik. Der var både en countrysanger og en operasanger. Fed oplevelse.
Lige da vi var ankommet, blev vi modtaget af John (ud over Jean og bestyreren), Johns båd ligger lidt længere henne end vores, og han ville gerne snakke. Han er maskiningeniør og har en del samarbejde med danske firmaer. Han fortalte at han og hans kone i 2017 skal sejle i deres sejlbåd fra Seattle til New Zealand. Da vi senere sad på vores båd og slog mave efter aftensmaden, kom han pludselig og tilbød os friskkogte "clams".
Det var en lækkerbisken som vi ikke kunne sige nej til. De er fanget nede ved Isabel Bay, som efter sigende skulle være det bedste sted at fange muslinger. Ví spurgte selvfølgelig hvordan han kunne opbevare dem, da det er et stykke syd herfra. Han sagde at han havde 5 frysere ombord i den store motorbåd, de er sejlende i hertil. Og så fortalte han i øvrigt, at de kommer de friskfangede muslinger i et dynebetræk, og hænger ned i vandet, og så hver gang det er tidevandsskift, så fodrer de dem med havregryn, og sætter dem ned igen. På den måde er der ingen sand i.
Herligt at møde så umiddelbare og imødekommende mennesker som John, og en masse andre canadiere.
Lige nu sidder skipper og frue og ser på den kommende rute. Det skulle jo gerne passe med at vi kan opleve, alle de fede steder, og alligevel ikke behøve at sejle mere en højst 30 sømil om dagen. Og så skal vi nå frem til Barbaras tandlægeaftale i Campbell River.
Kh Kirsten
