Jeg har altid hørt om stedet her. Alert Bay. Et magisk sted, tænkte jeg. Helt fra jeg var barn i dette Canada land. Et sted med Indianer kultur. Totem pæle.
Et sted med minder og fortællinger, de barske og de smukke.
For ca. 150 år siden, gjorde de hvide mænd det som de også har gjort i Australien, og i Danmark, og hvor mange andre steder...? De /Vi troede at vi vidste bedre. At vores - den hvides religion, kultur, sprog - det var det bedste. Det eneste rigtige.
De ødelagde den oprindelige kultur. Skammeligt. Skrækkeligt.
Børn blev taget fra deres hjemme og placeret i residential skoler, og her måtte de ikke tale deres eget sprog. De blev behandlet med autoritære metoder, De blev misbrugt - arbejdsmæssigt og seksuelt. Børnene måtte kun tale engelsk - mange forstod ikke engelsk da de kom. De sultede og blev straffet.
Indianerne havde "potlatch" som en vigtig del af deres kultur og samarbejde med andre stammer.
De hvide var i mod Indianernes "POTLATCH", en fest hvor giveren gav gaver til alle som kom.
En dyr affære, da giverne gav store gaver til de andre.
På denne måde blev bl.a. kunsthåndværk holdt i live, da giveren bestilte gaver i sølv, masker i smukke udformninger, kurve flettet af cedar bark. Det er en af grundene til at der er så meet fantastisk flot kunsthåndværk her.
Men de hvide mænd forstod det ikke. De vidste bedre. Og vedtog en lov mod Potlaches. De var forbudt mellem 1885 og 1951. De hvide mænd brød ind i potlatches og tog de fine gaver fra indianerne. Alle de flotte ting blev sendt til the Museum of Civilisation i Canadas hovedby. Gaverne blev låst inde på museet i Ottawa, 4 tusind km. væk. http://www.historymuseum.ca/event/first-peoples-hall/
Forståeligt nok vil indianerne gerne have deres egnedele igen. Efter mange års forhandling, fik de lov til at få det hele retur - med én forudsætning. At alle genstandene blev udstillet på et museum bygget til det formål.http://www.umista.org/ er det museum som blev bygget.
Her findes der en smule af det som kom tilbage fra Ottawa.
Det var dette museum jeg havde hørt så meget om og havde glædet mig meget til at se.
Og det var fantastisk at se. Smukt. Masker - som store teaterdukker, som blev brugt under deres danse til disse fester. Videoer viste både de tidligere potlatch fester og de fester de holder idag, med en hel anden slags gaver end tidligere. Plastik skåle, husholdningsmaskiner, CDer osv.
Jo - intet bliver igen som i gamle dage.
Sct Michaels Residential School
Der var også en udstilling fra the Residential School, hvor mange af de tidligere elever var interviewet. Om at være revet væk hjemmefra. Om ikke måtte tale med sine søskende.
Om tuberkulosis som de fik og smittede familierne hjemme med.
Om flugtsforsøg. Om sult og straf. Her var deprimerende. Den eneste trøst var at der var flere officielle undskyldninger, fra kirkerne, politikere, politiet. Nej. Det skal aldrig ske igen.
Læs noget af den meget barske historie her.
http://wherearethechildren.ca/en/timeline/research/
Jeg citerer derfra:
INTERGENERATIONAL EFFECTS
"Intergenerational Impacts"* refer to "the effects of physical and sexual abuse that were passed on to the children, grandchildren and great-grandchildren of Aboriginal people who attended the residential school system." For the past five hundred years, Aboriginal peoples have suffered historic trauma. Today, Aboriginal people are beginning to understand that many of their current social problems are deeply rooted in the trauma caused by the residential school experience. This unresolved historic trauma will continue to affect Aboriginal individuals and communities until it is fully addressed, psychologically, emotionally, physically, and spiritually.
Basil Ambers, Survivor St. Michaels School, Alert Bay
Basil Ambers, Survivor St. Michaels School, Alert Bay
“I was [at the school] nine years apparently. I didn’t know. We didn’t know how long we were there. Nobody cared. We didn’t care about education. That wasn’t the point. Survival was the thing that we cared about and survival was the only thing that motivated us, all my friends. There’s only a little handful of us left. That’s all. Dozens committed suicide, drowned or drank themselves to death. Some went under with drugs. …but you’ve got to heal.
That’s number one. You’ve got to heal. And you’ve got to look at yourself. You’ve got to come to the conclusion that you’re not a bad guy or you’re not a bad woman . . .
We need to get back to the roots of a lot of things. One of the things I tried to promote in one of our [healing] meetings … was to get back the feeling of respect for our women that we were losing. We no longer respected our women. Quite often we mistreated them badly. We never got to that because of the hurt that people had. . . .it bothers me when people come up to me and say, “You’ve got to learn how to live, man, you’ve got to learn to accept these things. It’s happened. It’s gone.” It hasn’t gone.
The Residential Schools thing is the biggest factor that has shaken the Indian people down to their roots and it’s the thing that has changed our total look on history.”
Nedslående, jeg nød de smukke ting i museets gavebutik. Købt intet - og gik ud i gaderne.
Og slige så smukt som museet er, lige så trist er det at gå i gaderne her. Huserne er grimme - de er ikke vedligeholdt. Forfald er OK. Ja, når vi ser gamle træstammer ligge på stranden er de også smukke, og Totempælene skulle forgå og blive en del af jorden igen. OK. Men de huse som her bebos af en stor del indianer, de ser nærmest tomme og forladte ud.
Der var pæne og nydelige skoler. Der var ind i mellem en totem pæl - i kontrast til den arkitektur der er i dagens kultur.
Jeg gik en meget lang tur for at finde de cemeteries kirkegårde som jeg havde hørt om.
Endelig fandt jeg dem. Smukke gravsteder, med billeder fra både deres oprindelige design og kultur, blandede med fodbold flag og andre dele af den nuværende kultur. Og mange misligeholdt gravsteder. Jeg følte at jeg var en tyv, som brød ind og stjal billeder fra deres liv, død, sorg, glæde.
Jeg håber at jeg gjorde det med respekt på en ordentlig måde.
Billederne fortæller nok mere end ord. De kommer her.
Tryk her for at se billederne fra min nedslående dag
Hvis du er på en PC kan du se dem her:
